I denne episode taler jeg med Lise Dam, mor til Sarah, hvis
historie mange kender fra DR-dokumentaren Hvem griber Sarah?
Sarah døde af sin depression, mens hun ventede på behandling i
psykiatrien. I dag kæmper Lise for, at det ikke skal ske for
andre.
For hvad sker der, når et menneske har brug for hjælp – men møder
et system, hvor ansvaret glider fra hånd til hånd? Sarah mødte
seks forskellige psykiatere i sit forløb. Alle kunne se, at hun
havde brug for hjælp. Ingen tog ansvaret for at hjælpe hende.
Vi taler om, hvad en svær depression egentlig gør ved et
menneske. Hvordan håbet langsomt kan forsvinde, når hjælpen
udebliver. Hvordan selv stærke mennesker kan blive fanget i en
lidelse, der gradvist overtager tankerne og gør verden mindre og
mørkere. Og hvor afgørende det er, at nogen griber ind, før
håbløsheden får lov til at vokse sig livsfarlig.
Vi taler også om betydningen af kontinuitet i behandling: at have
én behandler, der kender én, og et forløb, hvor relationen kan
vokse. Sarah havde tidligere været i et gruppeforløb med en fast
psykiater og psykolog, hvor hun fik det markant bedre.
Da hun blev syg igen, ønskede hun blot at komme tilbage til det,
der havde virket. Men systemets strukturer gjorde det umuligt.
Undervejs i samtalen kommer vi også ind på nogle af de større
spørgsmål i psykiatrien i dag:
– Hvad sker der med mennesker, når de kastes rundt mellem
diagnoser og behandlere?
– Hvordan påvirker ventetid håb og håbløshed i en depression?
– Hvad betyder relationer og behandlingsalliance i psykiatrisk
behandling?
– Hvorfor kan systemer nogle gange ende med at stå i vejen for
den hjælp, de er sat i verden for at give?
- Og hvorfor vi har brug for at gøre en særlig indsats for unge
mellem 18 og 30 år.
Vi taler også om de ændringer, vi mener er nødvendige, hvis vi
skal undgå lignende behandlingssvigt i fremtiden: kontinuitet,
tryghed, samarbejde, tilbagefaldsbehandling, bedre støtte til
ungevoksne – og et bredere syn på, hvilke faggrupper der kan
spille en rolle i psykiatrien. Især pædagoger og psykomotoriske
terapeuter kan noget, som i dag undervurderes i et system præget
af stive faghierarkier.
Det er en samtale om sorg, men også om håb. Om et system, der kan
og skal blive bedre. Og om hvorfor Lise i dag fortsætter kampen –
for “de andre Sarah’er derude”.
Kommentare (0)
Melde dich an, um einen Kommentar zu schreiben.