Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og
psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud.
Nu skal vi tale antipsykotika.
Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt
anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også
de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske.
Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig
medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den,
retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i
værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og
hyperbolsk.
Men der er en vigtig forskel.
Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og
sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten
altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb,
ekstrem belastning eller søvnmangel.
Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte
hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke
det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget
fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet,
selvfølgelig vende tilbage.
Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling.
Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at
medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte
den.
Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af
enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv
ved den langsomste udtrapning.
Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse
abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser
og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske
rundkørsel:
Man trapper for hurtigt ud.
Man bliver psykotisk.
Psykosen kaldes tilbagefald.
Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle
have trappet ud.
Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og
siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu
gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og
forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit
liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og
var tæt på at søge førtidspension.
I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne
udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om
det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om
at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende
sygdomserkendelse.
Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin
dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!
Kommentare (0)
Melde dich an, um einen Kommentar zu schreiben.