Hvad nu, hvis noget af det, der holder mennesker fast i psykisk
lidelse, er det sprog, vi bruger til at forstå den?
For sproget er alt andet end neutralt. Hvis vi lærer mennesker,
at deres lidelse først og fremmest er et symptom på en sygdom,
begynder de måske også at se sig selv gennem de briller. Og så
bliver det altså svært at være nysgerrig på det, man mærker og
oplever. Den nysgerrighed, som vi i psykoterapien og
traumeterapien sådan forsøger at vække i vores klienter.
Hvis vi i stedet for at sygeliggøre hjælper folk med at forstå
deres "symptomer" som menneskelige reaktioner på noget, der
opstår i kontekst og sammenhæng, åbner vi for spørgsmål som Hvad
er der sket? Hvad kæmper du med? Hvad giver mening i det, du
oplever?
Jeg tror fuldt og fast på, at vejen ud af psykisk lidelse går
igennem den, ikke uden om den. At vi er nødt til at forstå den,
før vi kan bevæge os videre fra den. Og hvis vi springer det led
over, går det galt.
Det er nu engang terapeutens opgave at hjælpe mennesker med at
være nysgerrige på det, der gør ondt, fremfor at få det til at
forsvinde. For det projekt har vi prøvet siden 1950’erne, da den
moderne biologiske psykiatri brød frem, uden den store succes.
I dag udkommer en ny episode af podcasten med filosof Sofie
Zander, som sidste år skrev en fremragende kronik i Berlingske
med titlen: "Psykiatrien har brug for filosofi: Vi skal lære at
tale om lidelse uden diagnoser."
Sofie tager rundt i landet og holder filosofiske samtaler med
mennesker om ensomhed, angst, skam og andre svære sider af det at
være menneske. Hun skaber hum, hvor mennesker kan undersøge store
spørgsmål om livet uden at bruge diagnostiske termer.
Og tak for det! Jeg var straks fan. For nylig havde jeg derfor
fornøjelsen af en længere og til tider nørdet samtale med Sofie
om sprogets betydning i psykiatrien.
Kommentare (0)
Melde dich an, um einen Kommentar zu schreiben.