Anmeldung Registrierung
Auto Hell Dunkel
Erweiterte Suche

Pædagogisk kvarter Archiv

195 Episoden
16 Minuten
”Vi har et fag i krise. Det er voldsomt svært at rekruttere pædagoger. Derfor har vi er kæmpe arbejde i, at pædagoger legitimerer deres fag og udvikle et sprog for, hvad det er vi kan som pædagoger,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i et nyt afsnit af ”Pædagogisk kvarter”, der sætter spot på pædagoguddannelsen.

”Jeg undrer mig jo over, at pædagogfaget ikke har den vildeste højstatus, fordi det er et af de vigtigste fagområder. Vi arbejder med plastiske hjerner, når vi er ude som pædagoger. Vi har børnene fra de er alleryngste i vuggestuerne, så tænk på hvilken magt pædagoger har, og den kan de altså bruge til børnenes fordel eller det modsatte,” siger hun blandt andet i podcasten.

Anja Kristine Hvidberg Olsen har over de seneste år oplevet, at fagets status er på vej ned og det samme er uddannelse, mener hun.

”Når jeg hører pædagog studerende i dag tale om deres uddannelse, så efterlader det mig med en stor bekymring i forhold til hvad uddannelsen rent faktisk klæder den enkelte studerende på med lige nu. Uddannelsen er i for høj grad blevet et selvstudie og på samme tid for akademisk. Det betyder, at der kommer for mange pædagoger ud, som ikke er klædt på til den vigtige opgave, de står overfor,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I programmet fortæller hun mere om, hvad det så betyder for den enkelte institution og for den enkelte medarbejder, der kommer ud som nyuddannet.

Anja Kristine Hvidberg Olsen er fra Relationsformidlerne og Kompetenceuniverset. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
17 Minuten
”Nu sidder jeg og tager mig det her privilegie at sidde i nær kontakt med fire børn, mens min kollega skal holde styr på de resterende 28 børn. Kan jeg tillade mig det?”

Det er sætninger som denne, Anja Kristine Hvidberg Olsen hører, når hun er rundt og arbejde med pædagogisk udvikling i dagtilbud rund om i landet. Hun oplever, at normeringerne presser personalet til det yderste.

”Det skriger til himlen, når man er derude. Man ser de her stressede pædagoger, som farer rundt og har svært ved at være i nærværende forpligtende kontakt, fordi de bliver hevet væk til sprogscreening eller andet. Der er rigtig mange børn på få kvadratmeter, og der er få voksne,” siger programmets faste ekspert Anja Kristine Hvidberg Olsen og fortsætter:

”Det, vi hæfter os ved, når vi kommer ud, er de her beskrivelser af at være på bagkant, at slukke ildebrande, at føle sig afmægtig og at have en kæmpe sorg over ikke at kunne gøre udføre det arbejde, man er ansat til at udføre, som er netop at understøtte børns udvikling. Det bliver mange steder noget, der mest af alt minder om en pølsefabrik,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

Hendes budskab er et opråb til blandt andet politikerne. Men det er også et pædagogisk opråb om, at man ude i institutionerne har fokus på struktur og rollefordeling.

”Når betingelserne er, som de er, så bliver vi nødt til at skrue på vores struktur. Det er ret vigtigt, at vi har styr på, hvad hinanden går og laver. Og at der er klare roller mellem os, så vi ikke alle sammen fiser rundt til sprogscreening, renser bordene eller er ude i kopirummet og printer en masse tegninger. Men at der er sat tid af til, at vi kan lave det der er vores kerneopgave som pædagoger og være i denne her nærværende og understøttende kontakt med børnene,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

Hvad det betyder, når der er får få pædagoger til for mange børn, og hvordan man kan arbejde med strukturen, fortæller Anja Kristine Hvidberg Olsen mere om i podcasten.

Anja Kristine Hvidberg Olsen er fra Relationsformidlerne og Kompetenceuniverset. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
18 Minuten
”Han driller altid”. ”Hun er udadvendt”. “Hun opsøger konflikter”. Med sproget skaber vi forventninger til børn – både positive og negative forventninger. Derfor skal vi have meget mere bevidsthed om, hvilke ord og vendinger vi bruger om børn.

Det fortæller Anja Kristine Hvidberg Olsen i denne uges udgave af Pædagogisk kvarter, der handler om, hvordan sproget er med til at forme vores opfattelse af både andre og os selv. Og det kan påvirke hele livet igennem, hvis man får sat et bestemt mærkat sat på sin person allerede som barn, fortæller Anja Kristine Hvidberg Olsen.

”Ord er jo ikke bare neutrale beskrivelser af virkeligheden. Vi træffer hele tiden bevidste og ubevidste valg gennem de ord, vi bruger. Man kan sige, at ord putter mennesker i kasser. Hvis man fx hele tiden hører sit navn brugt i en eller anden negativ sammenhæng, så får barnet en bevidsthed om at være én, der ikke mestre noget. Jeg synes, vi skylder børnene at give dem plads til at spille på flere tangenter,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

Hvordan vi bliver mere opmærksomme på de ord vi bruger, og hvilket magt vi har, kan du høre mere om i podcasten.

Anja Kristine Hvidberg Olsen er fra Relationsformidlerne og kompetenceuniverset. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
18 Minuten
Vi skal hjælpe børnene til at løse deres konflikter med andre børn. Og det gør vi ikke ved at se på en konflikt som et spørgsmål om en skurk og en forurettet. Derimod skal børnene lære at lytte og forstå hinanden.

Det mener socialpædagog og psykoterapeut Susanne Schwartau, der er gæst i Pædagogisk Kvarter.

”Børn er virkelig gode til selv at løse konflikter. Hvis de selv får lov til at sætte ord på konflikten eller vi hjælper med nogle bud, så løser konflikten sig ofte. Men ikke hvis vi står med rynkede bryn og fokuserer på, hvem der er skurken i konflikten. Hvis børnene lytter til hinanden og får hjælp til det, så kan begge parter gå fra konflikten som vindere i stedet for at stadig at være uvenner, fordi jeg som voksen har besluttet, hvem der var skurken,” siger Susanne Schwartau.

Med som fast ekspert i programmet er Anja Kristine Hvidberg Olsen, og hun ser alt for ofte, at der kommer både skyld og skam ind i billedet, når de voksne skal løse børnenes konflikter. Hun advarer særligt mod, at vi som voksne tvinger en undskyldning igennem.

”Der er alt for meget skyld og skam, når vi tvinger børn til en undskyldning. Børn lærer ikke noget af at sige undskyld, hvis de ikke forstår, hvad det er de har gjort. Og den der modtager undskyldningen, opfatter den ikke som noget, der reparerer, når undskyldningen er pålagt,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I programmet fortæller de mere om, hvordan man kan hjælpe børnene ud af konflikterne uden at udpege en skurk.

Susanne Schwartau er uddannet socialpædagog og har blandt andet uddannet sig som Marte Meo-terapeut, License Marte Meo Supervisor og psykoterapeut. Hun har virksomheden selvindsigt.com

Anja Kristine Hvidberg Olsen er fra Relationsformidlerne og kompetenceuniverset. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
17 Minuten
Vi skal ned i tempo, både hvis vi som voksne skal være nærværende, og hvis børnene samtidig skal kunne mærke deres følelse og det, der måske er svært for dem.

Det mener Susanne Schwartau, der i et nyt af Pædagogisk kvarter fortæller hun mere om, hvorfor og hvordan du kan arbejde med tempoet, når du taler med børn – og særligt i samtaler der handler om følelser og svære ting.

”Vi vil jo rigtig gerne give børnene mulighed for at mærke i deres krop, mærke deres følelser og hvordan, de har det. Det kræver tid. Vi kan jo tænke rigtig mange tanker lynhurtigt, men når vi skal mærke, hvordan vi har det lige nu, så tager det en hel anden tid. Så når vi sænker tempoet, så giver vi børnene en gave,” siger Susanne Schwartau, der dog også mener, at de voksne har brug for at sænke tempoet, så de også når at mærke sig selv under samtalen.

I programmet medvirker desuden Anja Kristine Hvidberg Olsen, der er fast ekspert i Pædagogisk kvarter. Sammen med Susanne Schwartau giver hun en række gode og konkrete råd til at blive opmærksom på tempoet, og hvordan du kan arbejde med både tempo og din vejrtrækning i dine samtaler.

Programmet er en opfølgning til program 25, der handler om, hvordan vi taler med børn om svære følelser.

Susanne Schwartau er uddannet socialpædagog og har blandt andet uddannet sig som Marte Meo-terapeut, License Marte Meo Supervisor og psykoterapeut. Hun har virksomheden selvindsigt.com

Anja Kristine Hvidberg Olsen er fra Relationsformidlerne og kompetenceuniverset. Hun er cand.pæd i pædagogisk psykolog og forfatter til flere bøger.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
20 Minuten
”Det er vigtigt, at børn lærer at sætte ord på for følelserne. Følelser er vores indre GPS. Det er dem, der skal guide os i livet både som barn, ung og voksen. Men børn skal vi også vide, at følelser jo ikke altid er lyserøde. Det kan også være vanskelige følelser. Så det er vigtigt, at børn får en erfaring med, at følelser bare er følelser. Det er okay, at vi har dem, og vi kan komme igennem dem. Derfor er det også vanvittig vigtigt, at børn lærer at få et sprog for deres følelser,” siger Susanne Schwartau i afsnit 25, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi kan hjælpe børn med at sætte ord på deres følelser.

Susanne Schwartau er med som gæst i programmet, hvor vi som altid også har vores faste ekspert Anja Kristine Hvidberg Olsen med. Hun opfordrer til at holde inde med trangen til at fikse det for barnet, når de store følelser buldrer hos barnet.

”Der er rigtig mange af os, der gerne vil handle, når vi ser de her store følelser hos børn. Men her er det en stor hjælp at tænke, ”Jeg skal ikke fixe det, jeg skal rumme det”. Prøv at være med det. Vi skal som voksne være det regulerende nervesystem, som barnet tillidsfuldt kan læne sig ind i. Men det kan vi ikke være, hvis vi selv bliver til et oprørt hav af alle følelserne,” siger hun.

I programmet får du gode råd til at tale med barnet om følelsesmæssigt svære ting, og hvordan vi kan hjælpe børn og unge alene ved at bevidne deres smerte og folde samtalen ud, så vi kan komme ind til sagens kerne.

Susanne Schwartau er uddannet socialpædagog og har blandt andet uddannet sig som Marte Meo Terapeut, License Marte Meo Supervisor og psykoterapeut. Hun har virksomheden selvindsigt.com

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
19 Minuten
”Der er rigtig mange, der tænker, at de ikke skælder ud eller bruger lydighedsmetoder. Og de er helt uforstående over for det, når de bliver konfronteret med det. Men hvis du interviewer børnene, så er det det, de oplever. Og det skaber en stor utryghed i både det enkelte barn og resten af børnefællesskabet,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i et nyt afsnit af Pædagogisk kvarter, hvor det denne gang handler om lydighedsmetoder.

Vi taler om, hvordan vi kan blive klogere på, om vi som både forældre, lærere og pædagoger bruger lydighedsmetoderne, og hvordan vi måske kan lære at blive mere opmærksomme på dem og undgå dem. Det handler blandt andet om at se på alle reglerne.

”Det er rigtig interessant at gå på opdagelse i, hvor mange regler der er i ens institution eller skole. Lige holde dem op og sige okay, hvad er den her regel egentlig til for? Hvem er den god for? Er den god for vores børn? Giver den mening? Fordi regler bliver som regel kun opretholdt, hvis de er meningsfulde for den enkelte. Så dyk ned i reglerne og få nogle drøftelser om, hvad I gør, når børnene ikke følger de her regler? Undersøg hvad I tror, barnet vil lære af den her straf, som I måske giver, når børnene ikke følger reglerne,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I programmet har vi igen Camilla Kyndby med. Hun arbejder med pædagogisk udvikling i Kompetenceuniverset, og hun opfordrer til, at vi ser på vores egen opdragelse for at blive klogere på vores brug af lydighedsmetoderne.

I programmet kan du høre mere om, hvad det betyder at bruge lydighedsmetoderne, og hvordan du sammen med kollegerne kan gå på opdagelse i din brug af dem.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
19 Minuten
Børn og unges trivsel er ifølge en lang række undersøgelser i frit fald. Derfor har pædagoger og lærere lige nu en kæmpe opgave i at sænke forventningspresset og bruge mere tid på at skabe tætte og udviklende relationer. Det mener Anja Kristine Hvidberg Olsen, der cand.pæd og fast ekspert i programmet.

Ugens emne er mistrivsel blandt børn og unge, og hvilken rolle pædagoger og lærere kan spille for at øge trivslen.

”Der er alt for meget fokus på læring. Børnene er ”whistleblowers ” på alt det, der er galt lige nu. Alle taler om det, og der skal nedsættes kommissioner om, hvad der er galt. Men vi behøver ikke undersøge mere. Nu skal vi i gang med at gøre det, som vi allerede ved kan skabe trivsel. Og det handler om de mellemmenneskelige relationer,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i podcasten.

Hun er ikke i tvivl om, hvilken stor positiv rolle pædagoger og lærere kan spille i indsatse for bedre trivsel generelt blandt børn og unge – og for det enkelte barn.

I programmet har vi en gæst med. Det er Camilla Kyndby, der partner i kompetenceuniverset, der arbejder med pædagogisk udvikling.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Musik: Johannes Elslo

Udgivet af Socialt Indblik www.Socialtindblik.dk
23 Minuten
Børn såvel som voksne udvikler sig. Men hvordan følger pædagogikken med? Det tager vi op i afsnit 22 af Pædagogisk kvarter.

For med det pres, der er ude den pædagogiske sektor, er den pædagogiske udvikling helt afgørende, mener cand.pæd. i pædagogisk psykologi Anja Kristine Hvidberg Olsen, der fast ekspert i programmet.

”Når vi har så travlt, så kommer vi nemt til at løbe i hver vores retning. Og vi kommer nemt til at reproducere en praksis, som ikke virker, fordi man ikke finder nye veje til, hvordan man kan justere på sin egen tilgang. Det er de refleksioner, som vi skal huske, når vi har travlt,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I ugens program har vi en gæst med. Det er Camilla Kyndby, der er uddannet ergoterapeut og certificeret coach, og så er hun en del af Kompetenceuniverset, der udvikler materiale til kompetenceløft af de pædagogiske og socialfaglige område.

I programmet, der er lidt længere end normalt, fortæller de, hvordan både den enkelte pædagog eller hele personalegruppen i dagtilbud, skole, SFO eller anden institution kan se nysgerrigt på egen pædagogisk praksis og sætte udviklingen øverst på dagsordenen.

Det handler både om det helt grundlæggende menneskesyn hos dig selv og kollegerne samt hvad og hvilke børn, der ”trigger” dig i hverdagen.

Medvirkende: Anja Kristine Hvidberg Olsen og Camilla Kyndby

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
18 Minuten
Det er vigtigt at involvere forældre i skole og dagtilbud. Men det kan også tage overhånd. Det mener Anja Kristine Hvidberg Olsen, der er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og fast ekspert i podcasten ”Pædagogisk Kvarter”.

Hun frygter, at det stik imod intentionen bliver de forældre med få ressourcer, der bliver taberne, når der bliver skruet op for forældreinvolveringen med møder, arrangementer og mange beskeder i Aula-indbakken.

Anja Kristine Hvidberg Olsen mener, at man som lærer eller pædagog skal overveje, hvornår, hvordan og hvor meget forældrene skal involveres. Og hvem det gavner.

”Når noget bliver svært, så er det nemt at lægge handlemulighederne uden for os selv og bruge Aula som en forlænget arm eller en slags fjernbetjening: ”Kan du lige tale med dit barn om det?” Men forældrene har ikke nogen fjernbetjening til deres børn i skolen. Der er forældre, der sidder lige nu med daglige beskeder om, hvor umulige deres børn er. Men prøv lige at tænkte på de livsbetingelser, det barn får. Det får både skældud og korrektioner i skolen, og så kan det ellers få en tur til, når forældrene åbner Aula. Det er uhensigtsmæssigt, og der er ikke nogen, der bliver klogere af det,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I programmet giver hun en række gode råd til, hvordan man kan arbejde med at gøre forældreinvolveringen mere overskuelig og nemmere at håndtere for forældrene. Og derved opnå bedre kommunikation og samarbejde.

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
24 Minuten
”Sproget er et pædagogisk greb, når vi sætter os selv i spil. Det er igennem sproget, vi kan blive tydelige ledere, fordi børnene retter sig mod os, når vi sætter ord på os selv. Den voksne får også mere selvregistrering og begynder at tale med mere power i stemmen. Og så har man en børnegruppe, der guides meget nemmere,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i denne uges udgave af ”Pædagogisk Kvarter”.

Vi er nået til den tredje og sidste del af miniserien om den pædagogiske metode Marte Meo.Og denne gang sætter vi spot på tre samspilselementer, hvor sproget er et afgørende redskab. Det er ”at kæde sammen”, ”at sætte ord på sig selv” og ”guide barnet trin for trin”.

De tre samspilselementer folder Anja Kristine Hvidberg Olsen ud i programmet, hvor hun også fortæller lidt om, hvorfor hun mener, at institutionerne trods pres og travlhed skal bruge tid på at arbejde med både video- og samspilselementerne i Marte Meo. Derfor er programmet også lidt længere end normalt.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg www.socialtindblik.dk

Links omtalt i programmet:

https://open.spotify.com/episode/1fFwRFpgNVR0rgYzHAW1BD?si=23bc2bc73a224e34

https://hansreitzel.dk/products/marte-meo-udviklingsstottende-samspil-mellem-mennesker-bog-48449-9788741273938

https://hansreitzel.dk/products/en-ny-vej-til-konflikthandtering-i-dagtilbud-bog-53549-9788702312560
18 Minuten
”Børnene er i nuet, og vi kan lære ekstremt meget af børn. Vi skal lære at gå ned i tempo og være mere til stede i det nuværende øjeblik sammen med børnene. Fordi når vi gør det, så er vi nede i essensen af pædagogik. Børn er optagede af alt det kvalitative, hvor vi voksne er så optagede af kvantitet og at komme videre,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i ugens afsnit af Pædagogisk kvarter.

Programmet fortsætter det minikursus om metoden Marte Meo, som vi påbegyndte i sidste program. I ugens program sætter vi spot på flere af de samspilselementer, som er centrale i Marte Meo-metoden.

Og et af dem er netop at vente. Vi skal nemlig ifølge Anja Kristine Hvidberg Olsen være langt mere opmærksomme på, hvordan vores tempo både stresser os selv og overser mange af børnenes pointer.

”Det handler om at se børnenes initiativer. Altså hvad er det, de viser os, at de er optagede af? Hvad er det, de siger? Hvad er det, de gør i samspillet? Og når vi gør det, så får vi også blik for, at vi kan vente på børnenes initiativer. At vi venter på, at de færdiggør dem, og at vi afventer deres respons i stedet for, at vi alt for hurtigt er væk igen. Som når vi hurtigt stiller et spørgsmål uden faktisk at vente på, at de får mulighed for at svare,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen, der opfordrer til, at man sætter tempoet på dagsordenen i dagtilbuddet.

Hvordan man arbejder med at bruge det at vente som pædagogiske greb, fortæller Anja mere om i podcasten, ligesom hun taler om samspilselementerne turtagning og udvælge iniatitiv.

Programmet er tilrettelagt og redigeret af Niels Svanborg
20 Minuten
Marte Meo er en pædagogisk metode, der kan hjælpe i arbejdet med at rodfæste et nyt børnesyn i et dagtilbud, mener Anja Kristine Hvidberg Olsen, der har skrevet bogen ”En ny vej til konflikthåndtering i dagtilbud med Marte Meo og low arousal”.

I ugens afsnit af Pædagogisk Kvarter tager vi derfor fat på første del af et lille minikursus på fire afsnit om metoden Marte Meo.

”Marte Meo er en videobaseret analysemetode, som virkelig hjælper os til at se, hvad det barn, vi står overfor, har brug for i forhold til udviklingsstøtte, og hvordan vi kan hjælpe barnet videre. Metoden hjælper også til at se, hvad det er for nogle samspilselementer, vi med fordel kan sætte endnu mere i brug i forhold til det barn, vi står overfor,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen, der udover at være cand.pæd. i pædagogisk psykologi også er certificeret Marte Meo-terapeut og supervisor.

Marte Meo er latin og betyder ved egen kraft. Metoden er udviklet sidst i 1970’erne af den hollandske terapeut Maria Aarts, som i mange år arbejdede med børn med specielle behov og deres familier.

I første afsnit her tager vi fat på to samspilselementer, som er centrale i Marte Meo. Det er ’positiv bekræftelse’ og ’benævnelser’.

Hvad det vil sige, og hvordan de to begreber kan bruges i pædagogikken både i fx dagtilbud, skole, opholdssted og hjemmet, kan du høre mere om i podcasten.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
19 Minuten
”Mobiltelefonerne stjæler vores nærvær, og de får os alt for let til at falde ud af kontakten med børnene,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i 17. afsnit af ”Pædagogisk kvarter”.

I programmet sætter hun spot på, hvordan mobiltelefoner og skærme risikerer at ramme børnenes tilknytning, fordi skærmene konstant stjæler de voksne nærvær og kontakt med barnet. Anja Kristine Hvidberg Olsen frygter, at summen af de mange afbrydelser og fraværende voksne særligt rammer de børn, der i forvejen har svært ved at opnå kontakt til både pædagoger og forældre.

”Der er masser af forskning om, hvor skadeligt det er, at mobiltelefonen optager de voksne så meget. Derfor bliver vi nødt til at råbe op om det. Hvis ikke vi ved, hvilken betydning det har for vores børn, bliver vi jo bare ved med at gøre det samme,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen, der mener, at både skole og dagtilbud skal sætte emnet på dagsordenen både blandt personalet og til forældremøder.

I programmet fortæller hun mere om, hvad skærmene kan betyde for børnene og deres tilknytning. Og hun giver gode råd til at sætte det på dagsorden i skole og dagtilbud.

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
18 Minuten
Paratviden og evnen til at sidde stille fylder ind i mellem lidt for meget i dagtilbuddene. Særligt til de daglige samlinger, hvor børnene samles. Det mener Anja Kristine Hvidberg Olsen, der i ugens afsnit af ”Pædagogiske kvarter” sætter spot på, hvordan nogle børn risikerer at blive tabt, når spørgsmål og læring får for meget plads i dagtilbuddets daglige samlinger.

”I disse samlinger bliver det enormt tydeligt, hvem der byder ind, hvem der falder igennem, og hvem der virkelig er på kanten af fællesskabet. Det er de børn, der har svært ved at regulere sig selv og har svært ved at sidde stille i en samling,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i podcasten. Hun oplever, at samlingerne bliver kapret af spørgsmål og ønske om præstation.

”Vi lever i en kultur, hvor vi elsker at stille spørgsmål til børnene. Ofte sniger der sig et læringsperspektiv ind i samlingen. Det bliver et rum, hvor børnene bliver testet på deres paratviden og måske også på evnen til at sidde stille og vente. Så er der måske tre børn ud af en børnegruppe på 18, der kan byde ind. Og hvad sker der så med resten af børnene? Hvilke følelser bliver de efterladt med?” spørger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I podcasten fortæller hun om, hvordan samlingerne også kan forbinde børnene og skabe stærke børnefællesskaber.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg - niels@socialtindblik.dk
Pædagogisk kvarter

Pædagogisk kvarter

Hvad betyder børnesynet for pædagogikken – og for børnene? Det stiller vi skarpt på i denne podcastserie. På et kvarter sætter vi fokus på et pædagogisk emne og taler om, hvordan man i institutioner,...