”Nu sidder jeg og tager mig det her privilegie at sidde i nær
kontakt med fire børn, mens min kollega skal holde styr på de
resterende 28 børn. Kan jeg tillade mig det?”
Det er sætninger som denne, Anja Kristine Hvidberg Olsen hører, når
hun er rundt og arbejde med pædagogisk udvikling i dagtilbud rund
om i landet. Hun oplever, at normeringerne presser personalet til
det yderste.
”Det skriger til himlen, når man er derude. Man ser de her
stressede pædagoger, som farer rundt og har svært ved at være i
nærværende forpligtende kontakt, fordi de bliver hevet væk til
sprogscreening eller andet. Der er rigtig mange børn på få
kvadratmeter, og der er få voksne,” siger programmets faste ekspert
Anja Kristine Hvidberg Olsen og fortsætter:
”Det, vi hæfter os ved, når vi kommer ud, er de her beskrivelser af
at være på bagkant, at slukke ildebrande, at føle sig afmægtig og
at have en kæmpe sorg over ikke at kunne gøre udføre det arbejde,
man er ansat til at udføre, som er netop at understøtte børns
udvikling. Det bliver mange steder noget, der mest af alt minder om
en pølsefabrik,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.
Hendes budskab er et opråb til blandt andet politikerne. Men det er
også et pædagogisk opråb om, at man ude i institutionerne har fokus
på struktur og rollefordeling.
”Når betingelserne er, som de er, så bliver vi nødt til at skrue på
vores struktur. Det er ret vigtigt, at vi har styr på, hvad
hinanden går og laver. Og at der er klare roller mellem os, så vi
ikke alle sammen fiser rundt til sprogscreening, renser bordene
eller er ude i kopirummet og printer en masse tegninger. Men at der
er sat tid af til, at vi kan lave det der er vores kerneopgave som
pædagoger og være i denne her nærværende og understøttende kontakt
med børnene,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.
Hvad det betyder, når der er får få pædagoger til for mange børn,
og hvordan man kan arbejde med strukturen, fortæller Anja Kristine
Hvidberg Olsen mere om i podcasten.
Anja Kristine Hvidberg Olsen er fra Relationsformidlerne og
Kompetenceuniverset. Hun er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og
forfatter til flere bøger.
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
Kommentare (0)
Melde dich an, um einen Kommentar zu schreiben.