Hvorfor er der et barn, der nægter at tage sko eller strømper på?
Hvorfor reagerer nogle børn kraftigt på lyde, berøring eller tempo?
Og hvad er det, vi som voksne risikerer at overse, når vi hurtigt
tolker det som modstand?
Det taler Anja Kristine Hvidberg Olsen om i dette afsnit af
”Pædagogisk kvarter” i en samtale med ergoterapeut Connie Nissen,
der i mange år har arbejdet med børn, sansemotorik og
regulering.
Afsnittet handler om sanseintegration – og om alt det, der kan
ligge bag børns reaktioner, når verden bliver for meget.
Connie Nissen beskriver, hvordan børn konstant bombarderes af
sanseindtryk, som skal sorteres, forstås og hæftes op på noget
kendt. For nogle børn kan det være overvældende – og føre til uro
og reaktioner, der let bliver misforstået.
I programmet forklarer hun, hvad sanseintegration er, og hvordan
viden om sanserne kan gøre voksne mere nysgerrige på, hvad der er
på spil for børn i helt konkrete hverdagssituationer i både
dagtilbud og familieliv. Det kan handle om tøj, lyde, lugte og
berøring. Og om de øjeblikke, hvor et barns nervesystem kommer på
overarbejde, uden at det nødvendigvis er synligt for
omgivelserne.
Connie Nissen fortæller også om den sensoriske hukommelse, og
hvordan oplevelser lagrer sig i kroppen, og hvorfor noget, der for
nogle kan virke neutralt eller sjovt, for andre kan være forbundet
med utryghed, tab af kontrol eller tidligere ubehag.
Connie Nissen har et budskab, som måske vil overraske nogle. Vi har
ikke blot fem sanser, men hele otte sanser, som vi skal kende for
at forstå vigtigheden af de sanser, der skal integreres. Særligt
peger hun på den indre sans for, hvordan kroppen har det på
indersiden. Lyt med og forstå sanseintegration og de otte sansers
betydning.
Hør, hvorfor sanseintegration kan være nøglen til at forstå børn,
der reagerer kraftigt, trækker sig eller siger nej – og hvorfor det
nogle gange ikke handler om vilje, men om sanser.
Om de medvirkende:
Connie Nissen er ergoterapeut med speciale i børn, sansemotorik og
sanseintegration. Hun har gennem mange år arbejdet med børn, der
har udfordringer med regulering, trivsel og deltagelse i
fællesskaber. Connie Nissen er forfatter til flere bøger om
sanseintegration og underviser bredt i dagtilbud, skoler og på
specialområdet.
Anja Kristine Hvidberg Olsen er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og
indehaver af Relationsformidlerne.
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Programmet er udgivet af Socialt Indblik.
Kommentare (0)
Melde dich an, um einen Kommentar zu schreiben.